Tilbage

AB97 atter at finde i en finale om Danmarksmesterskabet i indendørsfodbold

Ynglinge spillerne fra AB97 er igen klar til at spille om Danmarksmesterskabet i indendørsfodbold. Finalen blev sikret efter en meget spændende mellemrunde.

I 2005 sikrede AB97 sig en sølvmedalje ved Danmarksmesterskabet i indendørsfodbold, og nu har de muligheden for at komme helt til tops igen. Det er muligt efter at Mark Røder, Mark Hansen, Christian Lindgreen Nielsen, Jonas Nielsen, Tais Olsen og David Bengtsson den 12. december sikrede en plads i den eftertragtede DM finale. De følger efter AIF herresenior, som også har sikret sig en plads i finalen.

Det var ellers med hiv og sving at pladsen i den eftertragtede finale blev sikret. AB97’erne var nemlig landet i noget af en dynamitpulje med udelukkende stærke hold. Der blev lagt ud mod Boldklubben Søllerød/Vedbæk. En kamp som på papiret skulle være overkommelig opgave. AB97’erne lagde da også stærkt ud og specielt Mark Røder og Christian fik i forsvarsspillet lagt et stort pres på BSV spillerne. Det resulterede i nogle dumme BSV boldtab som kunne omsættes til en 2-0 føring. Denne stilling holdt til kort før tid, hvor BSV fik reduceret med en enkelt. Det skabte lidt hektisk spil i de sidste sekunder, men AB97’erne holdt hovedet koldt, og kunne trække sejrrigt ud af kampen. Næste kamp stod mod Holbæk, ”en modstander som vi forventede ville være svær”, sagde træner Bjarne Nielsen. Og det holdt stik. En kamp der svingede frem og tilbage, og som først blev afgjort til resultatet 4-4, da Holbæk blot 7 sekunder før tid bankede en lidt heldig bold ind bag Jonas Nielsen i målet. Lidt ærgerligt for AB97’erne, men godt for spændingen i puljen.

Næstsidste kamp i puljen stod mod lokalrivalerne fra AIF. Indtil denne kamp havde AIF ikke spillet særligt overbevisende, og havde ikke fået nogen point. Men som altid når de to hold mødes, var det en helt anden kamp – AIF var vågnet gevaldigt op efter de to første skuffende kampe. Og AB97’erne troede al det bare var en kamp, der skulle overstås og dermed en sikret billet til DM. AB97’erne lagde planlagt fra start og fik bragt sig foran med 1-0 og senere 2-0, men så gik alt galt – for AB97’erne. To dumme udvisninger til Mark Røder og et hold, der var holdt op med at spille det taktisk gode spil, gjorder at kampen endte med 3-3. Det resultat sammen med de andre resultater i puljen var ikke det allerbedste udgangspunkt for AB97’erne inden de sidste to kampe i puljen. AB97’erne skulle møde stærke Køge og minimum uafgjort var nødvendig for at komme videre til DM.

Men heldigvis havde drengene børstet ”nederlaget” mod AIF af, og spillede noget af det bedste de havde lært. Køge blev mildest talt rundbarberet, og det hele endte med et meget frustrerede Køge hold, der i de sidste minutter viste eksempler på ekstrem dårlig opførsel, da de forsøgte at sparke spillerne ned samt nikke skaller. Men AB97 holdt hoved koldt og kunne slutte på første pladsen i puljen med en storsejr til AB97 på 5-1.

Nu kan holdet se frem til endnu et DM stævne som afvikles i Solrød den 28. januar, og målet er klart en bedre placering end i 2005 – nemlig guld.

Holdet fra venstre mod højre: Christian Lindgreen Nielsen, Mark Røder, David Bengtsson, Mark Hansen og Jonas Nielsen. Tais Olsen var sidste mand på holdet, men ikke med på billedet.